Spil ansvarligt – også under Corona-isolationen
Spillemyndigheden og hjælpelinjen StopSpillet opfordrer altid til, at man spiller ansvarligt. I denne tid, hvor landet er præget af Corona-nedlukning, er der særlig grund til have fokus på ansvarligt spil.
Derfor har StopSpillets rådgivere udarbejdet en guide til dig, der spiller for meget og er særligt udfordret under nedlukningsperioden.
Hverdagen er for de fleste danskere vendt op og ned i denne periode. Det kan betyde at vi ændrer adfærd – måske har du oplevet, at du har fået ekstra meget tid til at spille?
Hvor du før gik på arbejde, var social med kolleger og gik til fritidsaktiviteter sidder du måske nu det meste af tiden alene hjemme? Eller måske er du ekstra meget sammen med din familie, og føler et øget behov for alenetid, som du bruger på at spille? Det kan også være, at du plejede at oddse på diverse sportskampe, som nu er aflyste, og du er derfor begyndt at spille nye typer af spil?
StopSpillets telefoniske hjælpelinje og chatrådgivning holder fortsat åbent. Vi sidder klar til at tale med dig om dit spilforbrug, rådgive om ansvarligt spil og vejlede til, hvor du kan få behandling, hvis du lider af spilafhængighed.
Ring til os på 70 22 28 25 eller chat med os via stopspillet.dk.
Der findes gratis behandling for spilafhængighed, og de fleste behandlingscentre fortsætter behandlingen over telefon og video under corona-nedlukningen.
Du finder en liste over alle de gratis behandlingstilbud på Spillemyndighedens hjemmeside.
Gode råd fra StopSpillet til ansvarligt spil under Corona-nedlukningen
Sæt tidsbegrænsninger på dit spil og bevar hverdagens struktur
Når hverdagen er forandret, kan tiden let smutte for én. Hvis du vælger at spille, kan det være en god idé at du, inden du påbegynder spillet, sætter en tidsramme for dit spil og beslutter dig for at overholde den. Sæt gerne en alarm på din telefon.
Sørg også for, at du beholder så meget af din vanlige struktur for hverdagen som overhovedet muligt. Stå op til normal tid, klar de daglige gøremål, hold kontakten - på afstand - med dine kolleger, venner og/eller familie. Sørg også for at komme lidt udenfor og få noget frisk luft og få bevæget dig.
Sæt en indbetalingsgrænse på dit spil
Når du spiller online har du hos din spiludbyder mulighed for at sætte en indbetalingsgrænse. Den kan hjælpe dig med at holde fast i dét, du beslutter dig for at ville bruge, hvis fristelsen for at spille videre dukker op, nu hvor du måske har mere tid til at spille, end du plejer.
Selvudeluk dig fra alt online spil med ROFUS
Hvis du trænger til en pause fra spillet, kan du også vælge at registrere dig i Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (ROFUS).
ROFUS er gratis og fortrolig. På www.ROFUS.nu kan du med NemID udelukke dig selv fra alt online spil hos alle spiludbydere med dansk tilladelse, fra alle fysiske kasinoer samt fra at modtage spilreklamer.
Du kan selv vælge, om du blot vil have en afkøling på 24 timer, eller om du vil udelukkes i enten 1, 3 eller 6 måneder eller en endelig udelukkelse.
Spil kun for underholdningens skyld og spil aldrig for mere, end du er villig til at tabe
Spil kan være sjovt og underholdende, og det er også sådan det er, for de fleste der spiller.
Hvis du oplever, at du ikke længere spiller for sjov, men forsøger at vinde det tabte tilbage eller mærker ubehag som fx en rastløshed ved ikke at spille, så er det på tide at få bremset op.
Kontakt gerne os på StopSpillet, hvis du er det mindste i tvivl. Når du kontakter os, tager vi en uforpligtende samtale, hvor vi lytter til din oplevelse og sammen kan blive klogere på dit spil og finde ud af, om det muligvis har taget overhånd. Enhver kontakt til StopSpillet er fortrolig.