Sanktioner og anmeldelse af ulovligt spil
Hvornår er et spil ulovligt udbudt?
Et spil er udbudt i strid med lov om spil, hvis:
- Spillet udbydes uden påkrævet tilladelse fra Spillemyndigheden, og
- Spiludbyderen retter sit spiludbud mod det danske marked
Hvilke spil kræver tilladelser?
Spillemyndigheden overvåger det danske spilmarked for at sikre, at der ikke bliver udbudt spil i strid med spillelovens regler.
Det kræver tilladelse at udbyde spil i Danmark, hvis:
- Deltagerne skal betale et indskud (penge eller andet der har økonomisk værdi)
- Deltagerne gennem indskuddet kan opnå en gevinstchance (alle slags gevinster af økonomisk værdi), og
- Spillet har et element af tilfældighed
Udbudt i Danmark
Et spil, der opfylder ovennævnte betingelser, og som udbydes via internettet, anses for at være udbudt i Danmark, hvis:
- Hjemmesiden er på dansk
- Der kan vælges dansk valuta
- Hjemmesiden har dansk kundeservice
- Der kan bruges betalingsmetoder, der normalt kun virker i Danmark, som fx Dankort, eller
- Udbyderen af hjemmesiden retter sin markedsføring mod Danmark
Hvis spillene på den pågældende hjemmeside på anden måde er rettet mod Danmark, kan de også anses som udbudt i Danmark. Dette beror på en konkret vurdering, som vil tage udgangspunkt i, om spiludbyderen med sin sammensætning af spil vil gøre det mere attraktivt for danske spillere at spille hos dem.
Særligt i forhold til skinbetting, slog retten fast i deres afgørelse den 6. februar 2018, at hjemmesider der benytter Steam som login anses for rettet mod Danmark.
Ulovlig reklame
Spiludbydere, som ikke har en tilladelse til at udbyde spil i Danmark, må heller ikke reklamere for deres udbud af spil. Medier, fx aviser, radio- og tv-stationer og magasiner, må derfor ikke indeholde reklamer for spil og spiludbydere uden tilladelse.
Sponsorering er omfattet af forbuddet mod reklamering. Et sponsorat er typisk et økonomisk bidrag til en aktivitet, arrangement eller lignende med henblik på at fremme afsætningen af spiludbyderens produkter. Spiludbyderen forventer oftest en modydelse som fx positiv omtale, reklamering og andet.
Særligt for pyramidespil
Det er forbudt at udbyde pyramidespil i Danmark. Dette følger af spillelovens § 24.
Kendetegnene for pyramidespil er, at:
- Deltagelse kræver indsats af penge eller andre økonomiske værdier
- Deltagerne stilles mulighed for økonomisk vinding i udsigt, og
- Den økonomiske vinding hidrører hovedsagelig fra indsats fra deltagere, som efterhånden indtræder i arrangementet
Læs mere om pyramidespil på Skattestyrelsens hjemmeside
Anmeldelse af ulovligt spil eller ulovlig reklame
Hvis du som udbyder opdager ulovligt spil på nettet eller reklamer for ulovligt spil, hører Spillemyndigheden gerne fra dig,
Du kan anmelde direkte via vores kontaktformular under menupunktet Kontakt eller på tlf. 72 38 79 13.
Det vil være en stor hjælp, hvis der i din anmeldelse oplyses om domænenavn/navnet på medie/adresse på spillestedet med angivelse af dato for reklameringen, samt hvis der vedhæftes dokumentation for det ulovlige udbud/reklamering.
Hvad sker der med anmeldelsen?
Det er en af Spillemyndighedens vigtigste opgaver at beskytte det lovlige spillemarked, dvs. de spiludbydere, som har fået en tilladelse. Vi er derfor altid interesserede i at høre, hvis der reklameres for eller udbydes spil fra en spiludbyder uden tilladelse.
Henvendelsen indgår i vores almindelige tilsyn med spillemarkedet, hvor vi kan undersøge nærmere, om der er reklameret for eller udbudt spil fra en spiludbyder uden tilladelse.
Spiludbydere, der udbyder spil uden tilladelse, vil få en henstilling fra Spillemyndigheden om at ophøre med det ulovlige spiludbud. I sidste ende vil vi kunne gå i byretten for at få blokeret for den pågældende hjemmeside og/eller anmelde den pågældende udbyder til politiet.
Medier, der reklamerer for spil eller spiludbydere uden tilladelse, vil få en henstilling fra os om at ophøre med den ulovlige reklamering. Hvis mediet ikke ophører med den ulovlige reklamering, vil mediet blive anmeldt til politiet.