Danskerne brugte flere penge på onlinekasino i 2024

13, feb 2025

Tal fra Spillemyndigheden viser, at forbruget på flere typer af pengespil steg i 2024. Især onlinekasino oplevede en stor stigning sammenlignet med 2023.
 

Spillemyndigheden har netop udgivet statistik for det danske spilmarked for december 2024. Dermed er tal for hele 2024 nu tilgængelige på Spillemyndighedens hjemmeside.

Opgørelsen for 2024 viser, at spilforbruget på onlinekasino var 3.520 mio. kr., hvilket er en stigning på 14,4 pct. sammenlignet med 2023. Samtidig ses en lille stigning for både væddemål og landbaserede, fysiske kasinoer på lidt over 1 pct. sammenlignet med året før.

Derimod ses et mindre fald i forbruget på spilleautomater på lidt over 1 pct. Alle tal er angivet i løbende priser.

Tal for lotterier i 2024 vil være tilgængelige i løbet af foråret 2025.

Se flere tal for det danske spilmarked i Spillemyndighedens statistiksamling.