Høring om opdateret certificeringsprogram for væddemål og onlinekasino

15, jul 2024

Spillemyndigheden har opdateret certificeringsprogrammet for væddemål og onlinekasino på grund af introduktionen af leverandørtilladelser fra 1. januar 2025. Interesserede parter er velkomne til at komme med bemærkninger til opdateringen.

Bemærkningerne skal være Spillemyndigheden i hænde senest mandag den 19. august 2024. Bemærkningerne skal indsendes via kontaktformularen, hvor kategorien ”Certificering” vælges.

Indsend dine bemærkninger via Spillemyndighedens kontaktformularDet opdaterede certificeringsprogram for væddemål og onlinekasino træder i kraft den 1. januar 2025. Fra den 1. juli 2025 er det obligatorisk at anvende det nye certificeringsprogram, men det anbefales, at spilleverandører og spiludbydere tager det opdaterede certificeringsprogram i brug så hurtigt som muligt.

Spillemyndigheden offentliggør senere på året opdaterede standardrapporter sammen med den endelige version af certificeringsprogrammet.

Ændringer

Formålet med opdateringen er at gøre det mere klart, hvilke krav henholdsvis tilladelsesindehavere og spilleverandører skal leve op til fremover. Derudover er det en del af forberedelsen til introduktionen af Spillemyndighedens spilregister, som skal håndtere RNG- og spilcertifikater. 

Der er foretaget en del sproglige justeringer i dokumenterne. Herudover kan følgende væsentlige ændringer og tilføjelser nævnes:

  1. I SCP.00 ’Generelle krav’ er der tilføjet følgende nye definitioner: ’Tilladelsesindehaver’, ’spilleverandør’, ’base platform’, ’spilplatform’ og ’spilcertifikat’. Derudover er definitionen af ’prøvning’ omdøbt til ’test’ og samtidig omformuleret og definitionerne af ’inspektion’ og ’spilsystem’ er omformuleret.
  2. Fremover er tilladelsesindehavere og spilleverandører ansvarlig for sin egen certificering. Dette betyder, at aktørerne hver især er ansvarlig for at få certificeringerne udført og få dem rapporteret til Spillemyndigheden. Tilladelsesindehavernes tidligere forpligtelse til kompilering af rapporter fra spilleverandører er derfor fjernet, da spilleverandører fremover har deres egen tilladelse og ansvar. Tilladelsesindehavere skal dog fortsat være opmærksom på underleverandører til deres base platform.
  3. Der er foretaget en generel ændring i forhold til rollen som superviser, som bl.a. har ansvaret for at underskrive standardrapporterne. Kravet til superviser er fremover baseret på krav til supervisering i fx ISO, PCI eller CREST (se afsnit 2.3 i SCP.00).
  4. Tidsfristen for indsendelse af standardrapporter er fremover én måned på tværs af alle dokumenter. I dag er den på flere certificeringsområder to måneder. Denne ændring er foretaget da tilladelsesindehavers forpligtelse til kompilering af rapporter fra spilleverandører er fjernet, hvilket vurderes at gøre dokumentations- og rapporteringsdelen af certificeringsprocessen mindre kompleks og tidskrævende.
  5. Test- og inspektionsstandarder udgår og følgende nye dokumenter tilføjes: 
    1. SCP.01 ’Krav til RNG’ er baseret på krav fra de foregående teststandarder, men fremover indeholder dokumentet udelukkende krav til RNG. De resterende krav fra teststandarder er flyttet til SCP.07.01-03 ’Krav til spil’, som er tre nye dokumenter, der udelukkende indeholder krav til spil. Se yderligere information nedenfor. 
    2. SCP.02 ’Krav til base platform’ er baseret på krav fra de foregående inspektionsstandarder, men fremover indeholder dokumentet udelukkende krav til base platform, som primært dækker over håndtering af spilkonti. De resterende krav fra inspektionsstandarder er flyttet til SCP.07.01-03 ’Krav til spil’. Det er kun tilladelsesindehaveren, som skal certificeres i henhold til kravene i SCP.02. 
    3. SCP.07 ´Krav til spil´er baseret på krav fra de foregående test- og inspektionsstandarder, men indeholder udelukkende krav til spil for henholdsvis online væddemål (SCP.07.01), landbaseret væddemål (SCP.07.02) og onlinekasino (SCP.07.03). Spilleverandørerne skal certificeres i henhold til kravene i disse dokumenter. Hvis en tilladelsesindehaver producerer spil til eget udbud, er denne også forpligtet til at blive certificeret i henhold til disse krav. 
  6. I henhold til SCP.01 ’Krav til RNG’ er der mulighed for udsættelse af certificering op til én måned. Denne mulighed tilføjes også i de nye dokumenter SCP.07 ’Krav til spil’. RNG- og spilcertifikater skal uploades i spilportalen senest én måned efter test- og inspektion er foretaget. Udsættelse af certificeringen betyder, at certificeringen kan være foretaget op til én måned senere, men certifikatet skal fortsat være uploadet i spilportalen indenfor den samme tidsfrist.
  7. I SCP.04 ’Krav til penetrationstest’ er CREST akkreditering tilføjet som anerkendt akkreditering for virksomheder, der udfører penetrationstest (se afsnit 2.2.1).
  8. I SCP.05 ’Krav til sårbarhedsscanning’ er CREST akkreditering tilføjet som anerkendt akkreditering for virksomheder, der udfører sårbarhedsscanninger (se afsnit 2.2.1). Derudover er CREST CPSA og CRT certificering tilføjet som anerkendte personlige certificeringer for personale, som tilrettelægger sårbarhedsscanninger (se afsnit 2.2.2).
  9. I SCP.06 ’Program for styring af systemændringer’ er afsnit 4.3 om processen for godkendelse af systemændringer ændret. Da spilleverandører fremover har egen tilladelse og selv har ansvaret for deres certificering, skal de ikke længere søge godkendelse hos tilladelsesindehaver forud for en systemændring. Spilleverandører skal dog stadig være opmærksom på, at der kan være situationer, hvor det kan være nødvendigt at inddrage tilladelsesindehaver og vice versa.
  10. I SCP.06 ’Program for styring af systemændringer’ er der tilføjet et nyt afsnit med krav til systemændringer, der inkluderer integration mellem base- og spilplatform. Kravet betyder, at tilladelsesindehavere og spilleverandører skal etablere en forretningsgang der sikrer, at base- og spilplatform fungerer korrekt efter integration. Spillemyndigheden vurderer, at dette ikke medfører yderligere byrder for tilladelsesindehaver og spilleverandører, da det må forventes, at der allerede i dag er truffet foranstaltninger til at sikre at spilsystemet fungerer korrekt. Forretningsgangen skal godkendes af testvirksomheden i forbindelse med den årlige certificering af SCP.06.

Spillemyndigheden gør opmærksom på, at en konsekvens af opdateringen er, at certificeringsprogrammet for væddemål og onlinekasino ikke længere har samme struktur som certificeringsprogrammerne for lotterier og landbaseret kasino.
 

Udkast til certificeringsprogram for onlinekasino og væddemål