ROFUS
ROFUS er Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere. I ROFUS kan du frivilligt registrere dig med MitID, hvis du ønsker at udelukke dig midlertidigt eller endeligt fra at kunne spille i Danmark.
ROFUS pillugu kalaallisut atuarit (Læs om ROFUS på grønlandsk)
Det skal du være opmærksom på
- Du kan ikke fortryde eller annullere din registrering
- ROFUS omfatter alt onlinespil med indsats udbudt af spiludbydere med dansk spiltilladelse. ROFUS omfatter også alle danske fysiske kasinoer. Hvis du har registreret dig den 1. oktober 2023 eller derefter, omfatter ROFUS også væddemål i fysiske butikker i Danmark
- Ved registrering i ROFUS kan spiludbyderne behandle dine data, hvis du forsøger at logge på eller oprette en ny spilkonto samt inden de udsender direkte markedsføring
- En registrering i ROFUS er personlig, og du kan derfor kun registrere dig selv
- Spillemyndigheden tager forbehold for eventuelle tekniske fejl i ROFUS og kan således ikke holdes ansvarlig for dette
Registrér dig i ROFUS
Har du ikke MitID?
Hvis du ikke har MitID, kan du registrere dig i ROFUS ved at udfylde og sende blanket nr. 9-01 via Spillemyndighedens kontaktformular eller til:
Spillemyndigheden
Englandsgade 25, 6. sal
5000 Odense C
Hvordan fungerer ROFUS?
Hvad er omfattet af ROFUS?
Er du registreret i ROFUS, udelukker du dig selv fra onlinespil og alle fysiske kasinoer i Danmark. Onlinespil i denne sammenhæng er væddemål og onlinekasinospil som fx poker, roulette og spil på gevinstgivende spilleautomater. Fra 1. oktober 2023 omfatter udelukkelsen også fysisk væddemål i butikker i Danmark. Registreringer foretaget før 1. oktober 2023 ændres ikke.
Hvor lang tid kan jeg udelukkes?
- 24 timer
- 1, 3 eller 6 måneder
- Endelig udelukkelse
Du har mulighed for at tage en 24 timers spilpause eller en midlertidig udelukkelse på 1, 3 eller 6 måneder. Du har også mulighed for at vælge en endelig udelukkelse. Ved de midlertidige udelukkelser ophæves din registrering automatisk, når perioden er udløbet på det præcise klokkeslæt. Ved en endelig udelukkelse kan du tidligst et år efter din registrering anmode Spillemyndigheden om at få slettet din registrering. Dette gør du ved at logge ind på www.rofus.nu med dit MitID. Anmodningen skal bekræftes ved at logge ind på www.rofus.nu efter minimum 7 dage og maksimum 30 dage.
Personlig og fortrolig
En registrering i ROFUS er personlig, hvorfor du kun kan registrere dig selv.
Spillemyndigheden behandler dine oplysninger fortroligt. De eneste der kan se din registrering i ROFUS, er de spiludbydere, du har konto hos. Spiludbyderne kan dog kun se din registrering, hvis du forsøger at logge ind eller oprette en konto i din udelukkelsesperiode.
Reklame
Når du registrerer dig i ROFUS tilmelder du dig samtidig ”Nej tak til spilreklamer”. Derved undgår du at modtage reklamer fra online spilselskaber med dansk spiltilladelse, mens du er registreret i ROFUS.
Spilselskaberne kan se at du er registreret i ROFUS, inden de udsender reklamer.
Med spilreklamer menes enhver form for kommerciel kontakt via telefonnumre, mailadresser, postadresser eller andre informationer, som spilselskabet har om dig.
Adresseløse husstandsomdelte reklamer og internetreklamer er ikke omfattet.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad betyder en endelig udelukkelse?
En endelig udelukkelse varer som udgangspunkt endeligt. Man kan tidligst et år efter sin registrering anmode Spillemyndigheden om at få slettet sin registrering. Hvis du i løbet af en endelig udelukkelsesperiode, forsøger at logge ind på din spilkonto, vil din spilkonto blive lukket. Et eventuelt indestående på din spilkonto skal udbetales til dig, når spilkontoen lukkes.
For at få slettet din registrering i ROFUS, skal du logge ind på www.rofus.nu med dit MitID og anmode om at blive slettet. Anmodningen om sletning skal bekræftes ved at logge ind på www.rofus.nu efter minimum 7 dage og maksimum 30 dage.
Hvorfor skal jeg bruge MitID for at registrere mig i ROFUS?
Du skal bruge MitID, når du registrerer dig i ROFUS for at sikre det højest mulige sikkerhedsniveau og for at undgå falske registreringer eller lignende. Det betyder også, at du kun kan registrere dig selv i ROFUS.
Kan jeg blive registreret i ROFUS uden brug af MitID?
Hvis du ikke har mulighed for at registre dig i ROFUS ved brug af MitID, kan du udfylde og sende blanket nr. 9-01 via vores kontaktformular eller til:
Spillemyndigheden
Englandsgade 25, 6. sal
5000 Odense C
Denmark
Kan jeg være sikker på, at ingen finder ud af, at jeg er registreret i ROFUS?
ROFUS er et sikkert register, som kun få medarbejdere i Spillemyndigheden har adgang til. Medarbejderne er underlagt tavshedspligt og reglerne om databeskyttelse.
Spiludbydere må kun kontrollere CPR-numre i ROFUS, hvis du forsøger at oprette en ny konto eller logge ind på en allerede oprettet spilkonto.
Når du registrer dig i ROFUS, tilmeldes du samtidig ordningen ”Nej tak til spilreklamer”. Spiludbyderne kan se, at du er registreret i ROFUS inden de udsender markedsføringsmateriale.
"Nej tak til spilreklamer" er en obligatorisk ordning for spiludbyderne og spillere.
Hvad gør jeg, hvis jeg fortryder min registrering i ROFUS?
En registrering i ROFUS er bindende, og det er ikke muligt at fortryde eller annullere registreringen.
Hvad gør jeg, hvis jeg vil slettes i ROFUS?
Hvis du har udelukket dig midlertidigt, vil din registrering blive ophævet automatisk, når den valgte periode udløber.
Hvis du har valgt en endelig udelukkelse, har du tidligst et år efter, at du er blevet registreret i ROFUS, mulighed for at anmode Spillemyndigheden om at få slettet din registrering. Dette gør du ved at logge ind på www.rofus.nu med dit MitID. Anmodningen skal bekræftes ved at logge ind på www.rofus.nu efter minimum 7 dage og maksimum 30 dage.
Kan jeg få udbetalt penge fra en spilkonto, når jeg er registreret i ROFUS?
Hvis du har registreret dig endeligt i ROFUS, skal spiludbyderen, når de bliver bekendt med din endelige udelukkelse, automatisk sørge for at lukke din spilkonto og udbetale et eventuelt indestående beløb til dig. Hvis du har registreret dig midlertidigt, er din konto midlertidigt deaktiveret. Hvis du vil have midler udbetalt, skal du kontakte spilselskabet for at få nærmere information.
Udelukkelse fra ét bestemt spilselskab eller fysisk kasino
Du kan udelukke dig fra ét bestemt spilselskab på selskabets egen hjemmeside. Udelukkelsen kan ske for 24 timer, minimum 30 dage eller endeligt. En endelig udelukkelse medfører lukning af din spilkonto.
Du kan også vælge at udelukke dig fra ét bestemt fysisk kasino. Du kan kontakte kasinoerne for at høre nærmere herom.
Jeg er ikke længere registreret i ROFUS, men jeg kan ikke logge ind eller oprette mig hos et spilselskab med tilladelse i Danmark. Hvad gør jeg?
Du skal tage kontakt til det pågældende spilselskab, da kan være tale om en teknisk fejl.
Jeg ønsker ikke at udelukke mig selv i ROFUS, men vil gerne tjekke, om mit spilforbrug kan være problematisk for mig. Hvad kan jeg gøre?
Spilselskaberne skal på deres hjemmeside formidle adgang til en "selvtest for ludomani". Du kan også selv finde testen på rofus.nu.
Hvis du har brug for vejledning omkring ansvarligt spil, er du velkommen til at kontakte Spillemyndighedens hjælpelinje StopSpillet på telefonnummer 70 22 28 25. Få mere information på www.stopspillet.dk.
Tekniske fejl i ROFUS
Spillemyndigheden er ikke ansvarlig for tekniske fejl og nedbrud i ROFUS. Oplever du at ROFUS ikke fungerer, er du meget velkommen til at sende os en mail via vores kontaktformular.
Jeg er meldt ind i ROFUS, men har alligevel modtaget reklamer. Hvad gør jeg?
Spiludbyderen er ansvarlig for at du ikke modtager spilreklamer, imens du er registreret i ROFUS. Derfor er det vigtigt at du tager kontakt til den pågældende spiludbyder, så snart du opdager fejlen. Spillemyndigheden vil meget gerne orienteres om sådanne fejl, så vi eventuelt kan tage det med i vores tilsyn af spiludbyderne. Du kan kontakte os via vores kontaktformular.
Ring eller skriv til ROFUS
Hvis du ikke fik svar på dit spørgsmål
Fik du ikke svar på dit spørgsmål, kan du skrive direkte til Spillemyndighedens ROFUS-medarbejdere via vores sikre kontaktformular. (vælg kategorien "ROFUS - udelukkelse fra spil")
Du kan også ringe direkte til os på
72 38 60 20
Telefonen er åben mandag - torsdag 9:00 - 15:00 og fredag 9:00 - 14:00.