Hvem har adgang til min registrering i ROFUS?

Når du er registreret i ROFUS, er din registrering fortrolig. Spillemyndigheden videregiver ikke oplysninger om din registrering til andre. Hvis du forsøger at logge dig på din spilkonto eller at oprette en ny spilkonto, vil spilselskabet se, om du er registreret i ROFUS. Hvis du forsøger at komme ind på et fysisk kasino, vil kasinoet kunne se, om du er registreret i ROFUS. Hvis du er registreret, vil du blive nægtet adgang. Kun i denne situation har spilselskaberne og/eller kasinoerne mulighed for at se din registrering.