Rapport om udbud af spil
Rapporten skal udarbejdes af en virksomhed, der er godkendt af Spillemyndigheden til at udarbejde rapporten.
Du skal bruge blanket 2-05. Herunder finder du en liste over de virksomheder, som er godkendte til at udarbejde en rapport om udbud af spil.
Se listen over godkendte virksomheder
Rapportens indhold
Rapporten er opdelt i tre dele:
1. del: Statistiske oplysninger om tilladelsesindehaverens udbud af spil.
2. del: Tilladelsesindehaver skal redegøre nærmere for, hvorledes specifikke regler i spillelovgivningen er overholdt.
3. del: Den godkendte virksomhed skal attestere, at tilladelsesindehaveren har udbudt spil på faglig forsvarlig måde.
De to første dele skal udfyldes af tilladelsesindehaveren, og den tredje del skal udarbejdes af den godkendte virksomhed. Tredje del af rapporten skal udarbejdes dels på baggrund af tilladelsesindehaverens besvarelse i rapportens to første dele og dels på baggrund af supplerende materiale, som den godkendte virksomhed vurderer nødvendigt for at kunne udarbejde rapporten.
Den godkendte virksomheds rolle
Den godkendte virksomhed skal gennemgå, om tilladelsesindehaveren har udbudt spil i overensstemmelse med spillelovgivningen. Virksomheden skal komme med bemærkninger, hvis der er områder, hvor virksomheden finder, at tilladelsesindehaveren har overtrådt lovgivningen, eller er i tvivl om, hvorvidt en praksis, handlemåde mv. er i strid med lovgivningen.
Den godkendte virksomhed skal ikke forholde sig til de områder af lovgivningen, der er indeholdt i "De tekniske standarder" i Spillemyndighedens certificeringsprogram.
Hvis den godkendte virksomhed har angivet, at denne mener, at tilladelsesindehaveren overtræder reglerne, skal tilladelsesindehaveren i rapportens del 4 oplyse om denne er enig i den godkendte virksomheds vurdering.
Indlevering af rapporten
Rapporten skal afleveres senest 14 måneder efter, at tilladelsen er taget i brug. Det er altså ikke tilladelsens starttidspunkt, der er afgørende, men hvornår det faktiske udbud af spil er startet. Tilladelsesindehavere til både væddemål og onlinekasino skal kun aflevere en rapport omhandlende begge tilladelser under forudsætning af, at tilladelserne er taget i brug på samme tidspunkt.
Rapporten skal udfyldes og afleveres på dansk, dog kan den udfyldes på engelsk, hvis der samtidigt indleveres en autoriseret oversættelse.