Tal og statistik for det danske spilmarked
Spillemyndighedens statistiksamling
Spillemyndigheden udgiver hver måned aktuelle tal og statistikker for det danske spilmarked i en statistiksamling. Samlingen rummer tal fra januar 2012 til nu.
Du finder også tal for Spillemyndighedens hjælpelinje StopSpillet og ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).
Vil du hellere se data i Excel?

Få styr på begreberne
BSI for et spilområde bliver beregnet som indskud (plus eventuelt kommission) minus gevinster, og bruges som det mest robuste udtryk for den økonomiske værdi af spil. Med dette menes, at det er BSI som afgør, hvor meget et kasino eller en anden udbyder tjener før afgifter, gebyrer, skat og andre omkostninger (løn, omkostninger til husleje osv.).
Spillemyndigheden bruger BSI til at opgøre størrelsen af spilmarkedet, hvilket er almen praksis i branchen (også internationalt).
Til tider efterspørges omsætningstal (i Spillemyndigheden betegnet som indskud) som et mål for spilmarkedet, hvilket kan være misvisende, hvis forudsætningerne ikke kendes. Dette forklares nærmere under ”Indskud”.
BSI bruges også som grundlag til at beregne udbydernes spilafgift til Skattestyrelsen og gebyr til Spillemyndigheden.
Endelig er BSI den mest korrekte værdi for, hvor meget spillerne har tabt til udbyderne.
For udbyderne er BSI et udtryk for ”salget” og ikke ”profit”. Det er dog vigtigt at bemærke, at BSI kan indeholde bonus som beskrevet under ”Bonus”.
Eksempel på BSI
A spiller for 100 kr. hos væddemålsudbyder X til odds 3,0 og taber alle 100 kr.
På samme tidspunkt spiller B 80 kr. hos væddemålsudbyder X til odds 2,0 og får en gevinst på i alt 160 kr. (80 kr.*2).
BSI for væddemålsudbyder X udregnes således:
180 kr. (indskud for A og B) - 160 kr. (gevinst for B) = 20 kr. i BSI.
Begrebet indskud bruges for summen af de indsatser, der placeres på spil, hvor genspil af gevinster er indregnet.
Hver gang der sættes penge (gøres en indsats) på et spil, tæller det med i indskud. Herudover tæller bonusser også med i indskud.
Spillemyndigheden mener ikke, at indskud er et robust tal for spilmarkedets størrelse, da det giver et overdimensioneret billede af markedet (se eksemplet).
Det er dog vigtigt at bemærke, at andre lande bruger indskud til at opgøre spilmarkedets størrelse, hvilket der skal tages højde for i eventuelle sammenligninger.
Eksempel på indskud
A sætter 100 kr. ind på en konto ved væddemålsudbyder X.
A vælger at spille 50 kr. på to separate kampe, hvor begge er til odds 2,0.
Den ene kamp vindes, og den anden kamp tabes, hvorfor A stadig har 100 kr. stående på sin konto.
Det giver samlet et indskud på 100 kr., en gevinst på 100 kr. og en BSI på 0 kr.
A vælger nu at spille alle 100 kr. på en kamp til odds 3,0, som A vinder, hvilket, sammen med overstående, vil give følgende statistik:
200 kr. i indskud, 400 kr. i gevinster og -200 kr. i BSI.
A har nu 300 kr. stående på sin konto.
A vælger at spille alle 300 kr. på et væddemål til odds 2,5, men denne gang taber A.
Da A har indsat 100 kr. på sin konto og brugt dem alle, så vil A påstå, at der er spillet for 100 kr., men oversigten ser således ud (i alt med alle spil):
500 kr. i indskud, 400 kr. i gevinster og 100 kr. i BSI.
I dette eksempel er indskuddet i alt fem gange større end det beløb spilleren reelt har tabt, samt fem gange større end det beløb, som væddemålsudbyderen skal betale afgifter af.
Efter europæiske standarder anses en indsats at være ”tabt”, indtil et spil eller væddemål er afgjort, hvorefter hele den eventuelle gevinst gives.
Gevinster er derfor ikke et udtryk for spillernes overskud, da gevinster også indeholder tilbagebetalingen af indsatser (når spillerne vinder).
Eksempel på gevinster
B sætter 150 kr. ind på en konto ved onlinekasinoudbyder Z.
B spiller alle 150 kr. på farven rød på onlinerouletten.
Kuglen lander på et rødt tal, og B modtager 300 kr. i gevinst (indsats plus det beløb der blev vundet (150 kr. + 150 kr.)).
Kommissionsspil er spil, hvor spillerne spiller mod andre spillere (fx multispiller-poker og multispiller-bingo).
I disse spil betaler spillerne en procentdel af deres indskud i kommission for at være med i spillet, hvorefter spillerne spiller om det resterende af indskuddet.
Kommission forekommer også på væddemålsmarkedet, hvor enkelte udbydere udbyder spilbørser.
Kommission bliver regnet med som en del af BSI.
Eksempel på kommission
Den danske spiller A betaler 100 kr. for at være med i en pokerturnering på internettet ved udbyder Y. Udover A medvirker ni andre udenlandske spillere i turneringen, som ligeledes betaler 100 kr. for at være med i turneringen.
Udbyder Y tager 5% i kommission, hvilket svarer til 50 kr. i dette tilfælde, da den samlede indsats fra spillerne er 1.000 kr.
De ti spillere spiller om de resterende 950 kr., men uanset hvordan A klarer sig, så er BSI i Danmark 5 kr. (5% af den indsats, som A har betalt).
Det er almen praksis på spilmarkedet, at udbyderne giver bonusser til spillerne for at tiltrække nye spillere og/eller fastholde nuværende spillere.
Som regel kræver en bonus, at bonussen og det indsatte beløb bliver gennemspillet et vis antal gange, evt. til et minimumsodds, før pengene kan udbetales.
Bonusser indregnes i indskud og påvirker derved BSI.
Eksempel på bonus
A opretter en konto ved væddemålsudbyder X, hvor A kan få en velkomstbonus på 100% på første indbetaling.
Bonussen og indbetalingen skal spilles igennem seks gange til et minimumsodds på 1,5.
A indbetaler 100 kr. på en konto ved væddemålsudbyder X og modtager derefter 100 kr. i velkomstbonus, så der samlet står 200 kr. på kontoen.
A spiller alle 200 kr. til odds 2,0 og vinder. A har nu 400 kr. stående på sin konto.
A mangler nu at gennemspille pengene fem gange, hvilket svarer til 1.000 kr.
Herefter spilles 400 kr. til odds 1,5, hvorefter væddemålet tabes, og A har ikke flere penge på kontoen.
A har tabt 100 kr., men BSI-regnestykket fremgår således: 600 kr. (indskud) - 400 (gevinst) = 200 kr. i BSI
Tilbagebetalingsprocenten betegner, hvor stor en andel af det indskudte beløb, der betales tilbage til spillerne.
Fx vil en spilleautomat med en tilbagebetalingsprocent på 80 i gennemsnit tilbagebetale 80 kr. til spillerne hver gang, der bliver spillet for 100 kr.
Eksempel på tilbagebetalingsprocent
På væddemålsmarkedet i 2022 var der en gennemsnitlig tilbagebetalingsprocent på 88,48, hvilket betyder, at 11,52% gik til udbydernes BSI.
Det samlede indskud for væddemålsmarkedet var i 2022 20,1 mia. kr., hvilket betyder, at den samlede BSI (uden kommission) var 2,3 mia. kr. (11,52% * 20,1 mia. = 2,3 mia.).
Dette betyder, at i dette eksempel – hvor de reelle tal fra 2022 er brugt – er indskud for væddemål 8,7 gange større end BSI.
På markedet for onlinekasinoer er forskellen på indskud og BSI markant større end på væddemålsmarkedet, da tilbagebetalingsprocenten er højere.
I 2022 var den gennemsnitlige tilbagebetalingsprocent for onlinekasino på 95,78, hvilket betyder at 4,22% gik til udbydernes BSI.
Det samlede indskud på markedet i 2022 for onlinekasinoer var 65,9 mia. kr. imens BSI uden kommission var 2,7 mia. kr. Det betyder, at i dette eksempel er indskud for onlinekasino 23,7 gange større end BSI.
”Kroner ind” er et begreb, der anvendes i forbindelse med landbaserede spilleautomater.
Udtrykket angiver, hvor mange penge der fysisk er kommet i maskinen, men ikke hvor mange penge der er blevet spillet for.
Eksempel på "kroner ind"
A smider 100 kr. i en spilleautomat, hvorefter A spiller 10 spil af 1 kr., og taber de første ni spil. Ved spil nr. ti vinder A 10 kr., så A nu har 100 kr. igen at spille for i automaten.
A spiller igen 10 spil af 1 kr., men denne gang taber A alle 10 kr. Herefter vælger A at trække de resterende 90 kr. ud af automaten.
I Spillemyndighedens statistik vil ”kroner ind” være lig 100 kr., indskud vil være lig 20 kr. og BSI vil være 10 kr.
