Få besøg af Spillemyndigheden

Gratis oplæg for klasser om mekanismer i gambling
Vi kommer ud i hele Danmark og holder oplæg, så kontakt os endelig på oplaeg@spillemyndigheden.dk, så laver vi en aftale!
Klasseoplæg om gambling (ca. 60 minutter)
Oplever I, at gambling fylder meget for jeres elever, selvom mange er under 18 år?
Flere og flere unge gambler på onlinekasinoer eller better på sport, og mange har allerede i en tidlig alder stiftet bekendtskab med pengespil. Vi kommer med et involverende oplæg, der blandt andet giver de unge en forståelse for spillenes mekanismer, så de får et realistisk syn på deres spilforbrug og vinderchancer.
Det gør vi uden løftede pegefingre og gennem øvelser, der får eleverne op af stolene og på banen.
Selvom aldersgrænsen for de fleste pengespil er 18 år, mener vi, at det er vigtigt, at unge tidligt får viden dels om spillenes logikker og risici og dels om konkrete redskaber, der hjælper med at bevare kontrollen og samtidig kan bruges, hvis spiladfærden er blevet problematisk.
Den type oplæg, vi tilbyder, fungerer bedst, når de holdes klassevis, så vi tilbyder ikke oplæg til fællessamlinger.
Spilafhængighed og ludomani
For nogle ender gambling med problemer og i værste tilfælde spilafhængighed.
Vi vil gerne nå de unge, før det kommer så vidt, og vi ved at vores oplæg hjælper til at ændre elevernes syn på gambling i en mere realistisk og faktabaseret retning. Vi fortæller naturligvis også om hvordan man kan søge hjælp til både sig selv og sine nærmeste gennem vores udelukkelsessystem ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere og vores hjælpelinje StopSpillet, hvor man kan tale fortroligt om sin situation med en rådgiver.
Oplægget egner sig bedst til elever, der er på andet eller tredje år af deres ungdomsuddannelse.
I videoen kan du se eksempel på, hvordan vores oplæg foregår: