13-07-2026
Spillemyndigheden opfordrer til at sende spillet på sommerferie med ny ROFUS-kampagne
Den 13. juli lancerer Spillemyndigheden kampagnen “Send dit spil på sommerferie”, som opfordrer danskerne til at tage en pause fra spillet med ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).
“Har dit spil brug for en all-inclusive tur til Kreta?”
“Send dit spil på sommerferie” består af stillbilleder og korte animationsvideoer i to versioner, der med blå himmel og palmer i baggrunden spørger om spillet skal sendes på all-inclusive tur til Kreta eller en uge på langs i Alanya. Med budskabet “Send dit spil på sommerferie – Ta’ det ROFUS” skal kampagnen få målgruppen til at reflektere over deres spilforbrug og overveje, om det er tid til at holde en pause fra spillet.
Feriedestinationerne Alanya og Kreta er valgt for at appellere til et yngre publikum, og man kan blandt andet møde kampagnen i Københavns Lufthavn, så man passende kan give spillet en pause, når man tager på ferie.
Kampagnen er en fortsættelse af “Ta’ det ROFUS”-kampagnen, der blev lanceret første gang i 2024, som skal skubbe til unge mænds opfattelse af ROFUS.
I ROFUS kan man vælge mellem pauser på 24 timer, én, tre eller seks måneder eller en endelig udelukkelse, der minimum varer ét år.
Kampagnen “Send dit spil på sommerferie” kører fra den 13. juli til den 2. august på Facebook, Instagram og på digitale skærme i Københavns Lufthavn.
