02-11-2026

Spillemyndigheden laver hattrick: Vinder international pris for tredje år i træk
Da direktør Anders Dorph vendte hjem fra årets konference i den internationale organisation International Association of Gaming Regulators (IAGR) i Lima, Peru, havde han for tredje år i træk en international pris med i bagagen.
Spillemyndigheden vandt nemlig prisen i kategorien "Best Responsible/Safer Gambling Initiative or Communications Campaign" for kampagnen StopSpillet, som har til formål at få flere mennesker med spilproblemer til at søge hjælp tidligere.
Omkring 200 repræsentanter fra spillemyndigheder i hele verden deltog i konferencen, og en enig jury valgte den danske kampagne som vinder blandt de indstillede bidrag.
"Jeg er både glad og stolt. Det føles som at vinde VM i kampagner blandt spillemyndigheder. At vi for tredje år i træk modtager denne anerkendelse, er et stærkt bevis på, at vores arbejde gør en forskel," siger direktør Anders Dorph.
Ny fortælling gav markante resultater
StopSpillet-kampagnen blev lanceret i efteråret 2025 og tog fat på en central udfordring: Mænd mellem 30 og 40 år venter ofte op mod to et halvt år fra de erkender, at deres spil er blevet et problem, til de søger hjælp.
Hvor tidligere kampagner primært fokuserede på spilleren og konsekvenserne af spilafhængighed, valgte Spillemyndigheden en ny tilgang. Kampagnen satte familien i centrum og viste, hvordan spilproblemer påvirker de nærmeste.
Budskabet var enkelt: "Du ser det måske ikke, men det gør din familie."
Den nye fortælling blev formidlet gennem film, sociale medier, podcasts, radiospots, dialog på Reddit og et samarbejde med Divisionsforeningen.
"Vi laver kampagner, der virker. Det handler ikke kun om at have et godt budskab, men også om at møde målgruppen dér, hvor den er. Vi har bevidst brugt kanaler og platforme, som målgruppen allerede bruger i hverdagen, og tallene viser, at vi lykkes med at bryde gennem informationsmuren. Det er ekstremt stærkt at se, at kampagnen faktisk har fået flere til at række ud efter hjælp," siger Anders Dorph.
Dokumenteret effekt
Kampagnen skabte markante resultater:
• 7% af dem, der så kampagnen, foretog en konkret handling, fx ved at kontakte StopSpillet eller opfordre andre til at søge hjælp.
• Blandt mænd i målgruppen tog hver tiende et aktivt skridt for at søge hjælp efter at have set kampagnen.
• StopSpillet modtog 108 opkald i oktober 2025, det højeste antal siden hjælpelinjens opstart i 2019.
• Antallet af henvendelser steg med 50-63% i kampagneperioden sammenlignet med samme periode året før.
• Kampagnen opnåede 57,4 millioner digitale visninger og næsten 25.000 klik til kampagnens indhold.
I sin begrundelse fremhævede juryen særligt kampagnens evne til at reducere stigma, dens menneskelige og empatiske tilgang samt de dokumenterede resultater i form af at flere søgte hjælp efter at have set kampagnen.
Tredje pris på tre år
Den internationale hæder føjer sig til en imponerende række af priser til Spillemyndigheden. I 2024 vandt kampagnen "Den enarmede tyveknægt", der satte fokus på unges møde med pengespil, mens Spillemyndigheden oplæg på ungdomsuddannelser blev kåret som vinder i 2025.
Med årets pris har Spillemyndigheden dermed opnået et bemærkelsesværdigt hattrick og understreger samtidig Danmarks position som et af de lande, som andre spillemyndigheder bliver inspirerede af.
Fakta: StopSpillet
• StopSpillet er Spillemyndighedens nationale hjælpelinje for personer med spilproblemer og deres pårørende.
• Rådgivningen er gratis, fortrolig og anonym.
• Hjælpelinjen tilbyder rådgivning både til personer med spilproblemer og til pårørende, der er berørt af en andens spiladfærd.