Spillemyndigheden lancerer app med test og selvudelukkelse

24, nov 2016

Pressemeddelelse fra Spillemyndigheden den 24. november 2016

Fra i dag bliver det nemmere for danskere, der spiller onlinekasino eller væddemål at teste, om man har problemer med spil, og at udelukke sig selv fra online spil.
Spillemyndigheden lancerer nemlig appen MitSpil.

Appen indeholder en test, hvor brugeren ved at svare på ni spørgsmål kan få en indikation af, om han eller hun har et balanceret spilforbrug eller måske er på vej til at udvikle spilafhængighed. Er dette tilfældet kan man ved hjælp af få klik på mobilen udelukke sig selv fra online spil via Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (ROFUS). Appen indeholder også en funktion, der hurtigt viser, hvilke behandlingssteder, der er tættest på, hvor man befinder sig.

I starten af 2017 kommer der en opdatering at appen, der gør brugeren i stand til også at registrere sine spil: hvad der er vundet, og hvad der er tabt. På den måde får man et overblik over spilforbruget og håbet er, at denne bevidsthed hjælper eventuelle risikospillere til at få et mere balanceret spilforbrug.

Det skal være nemt at få hjælp

- Det er første gang, at vi i Spillemyndigheden prøver kræfter med appen som kommunikationskanal, fortæller Birgitte Sand, direktør i Spillemyndigheden.

- Vi ved, at især mange unge mænd spiller og nogen af dem kan være i risiko for at udvikle spilafhængighed. Vi vil gerne kommunikere så nutidigt som muligt, og derfor var appen et oplagt valg. Det er en af vores væsentligste opgaver at beskytte spillerne, og jeg synes, vi har taget et vigtigt skridt med denne app. Vi håber, at appen kan være et redskab til dialog, både spillerne imellem, men også i forhold til venner og familie, siger Birgitte Sand.

- Det at man kan teste sig selv på mobilen anonymt og hurtigt få et resultat gør det forhåbentligt nemmere at holde øje med, om man er ved at udvikle et usundt spilforbrug. Vi har været meget bevidste om, at appen skal gøre det nemt at søge hjælp, enten via udelukkelse i ROFUS eller via kontakt til et behandlingssted, siger Birgitte Sand.

Udover en opdatering med mulighed for at registrere sine spil, følges appen op af en TV-kampagne for ROFUS-registreret i slutningen af december og i januar næste år. Desuden vil Spillemyndigheden i løbet af 2017 lancere et tilbud til uddannelsesinstitutioner, sportsklubber mv. om at få Spillemyndigheden ud og fortælle om spillelovgivningen.

Spillemyndigheden er en styrelse under Skatteministeriet, der er ansvarlig for at sikre et ordentligt og reguleret spilmarked i Danmark, hvor spillere er beskyttet mod unfair og ulovligt spil.

MitSpil er udviklet sammen med interne udviklere fra SKAT Innovation og it-udvikling.

Flere oplysninger:

Direktør for Spillemyndigheden Birgitte Sand, tlf. 25 44 05 03
Specialkonsulent Katja Arabelle Antabi, tlf. 72 37 93 85