18-08-2026
Sagen om spillernes midler i konkursramte DK Gambling ApS skal for Højesteret
Den 13. november 2025 afsagde Landsretten dom i ankesagen om retten til en spillers penge på spilkonto hos konkursramte DK Gambling ApS. Dommen gav spilleren medhold i, at pengene på spilkontoen er særligt beskyttet mod selskabets konkurs, og dermed tilfalder spilleren udenom konkursboets øvrige kreditorer (separatistkrav). Dommen omgør Sø- og Handelsrettens tidligere dom. Kurator har i forlængelse her af ansøgt, og fået tilladelse til, at afprøve sagen ved Højesteret.
Højesteretssagen er berammet til 10. marts 2027. Spillemyndigheden har i den forbindelse fået tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for spillerens påstand.
Sagen kort
DK Gambling ApS blev taget under konkursbehandling i april 2022. I den forbindelse afviste kurator på vegne af konkursboet at udbetale de penge, som spillere havde på deres spilkonto, da selskabet gik konkurs, fordi pengene efter kurators opfattelse ikke var særligt beskyttet mod konkurs, som det ellers fremgår af spillelovgningen. Det medførte at en spiller lagde sag an mod konkursboet med påstand om, at pengene er særligt beskyttet, og dermed tilfalder spilleren udenom selskabets øvrige kreditorer. Spillemyndigheden indtrådte i sagen til støtte for spillerens påstand.
Konkursboet blev først frifundet i Sø- og Handelsretten, men ved den efterfølgende ankesag i Landsretten fik spilleren medhold i, at vedkommendes penge spilkonto på tidspunktet for konkurs, var særligt beskyttet, og dermed tilfalder spilleren uden om konkursboet øvrige kreditorer. I ankesagen i Landsretten indtrådte Spillemyndigheden ligeledes til støtte for spillerens påstand om, at spilleren har et separatistkrav på sine penge på spilkontoen.