Ny struktur og præcisering af tekniske krav
Spillemyndigheden har offentliggjort en opdateret beskrivelse af de tekniske krav vedr. tilladelse til udbud af onlinekasino og væddemål.
Det har igennem længere tid været et ønske at udgive en opdateret beskrivelse, som er mere overskuelig og gør det nemmere at finde de krav, som man har behov.
Med udarbejdelsen af den opdaterede beskrivelse af de tekniske krav har Spillemyndigheden samlet alle kravene i én vejledning, hvor hvert teknisk område fx TamperToken og ROFUS har fået deres egne afsnit. Tidligere var det fx nødvendigt at lave opslag i flere forskellige dokumenter for at skabe et samlet overblik over kravene vedr. ROFUS.
Der er flere steder, hvor Spillemyndigheden har set et behov for at præcisere kravene og give en uddybende beskrivelse. Det er dog vigtigt at pointere, at der ikke er kommet nye krav. Der er udelukkende tale om præcisering af allerede eksisterende krav.
Udover den opdaterede vejledning er der ændret på layoutet af siden på spillemyndigheden.dk, hvor de tekniske krav præsenteres. Det skulle således fremover gerne blive nemmere at finde det, som man leder efter.
I første omgang er der offentliggjort en dansk version af vejledningen. Spillemyndigheden arbejder på en oversættelse, som vi forventer vil være klar inden udgangen af november 2018.
Den opdaterede vejledning kan findes her: spillemyndigheden.dk/tekniske-krav-til-spiludbydere