FATF har opdateret lister over højrisikolande
Spillemyndigheden gør opmærksom på, at FATF (Financial Action Task Force) har opdateret deres lister over højrisikolande: den grå liste (jurisdiktioner under øget overvågning) og den sorte liste (opfordring til handling). Spiludbydere skal blandt andet inddrage FATF’s lister over højrisikolande, når de risikovurderer spillere.
Lande omfattet af den grå liste:
- Bulgarien, Burkina Faso, Cameroun, DR Congo, Filippinerne, Haiti, Jamaica, Kenya, Kroatien, Mali, Mozambique, Namibia, Nigeria, Senegal, Sydafrika, Sydsudan, Syrien, Tanzania, Tyrkiet, Vietnam, Yemen.
Lande omfattet af den sorte liste:
- Nordkorea, Iran og Myanmar
Spiludbydere er forpligtede til at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer efter hvidvasklovens § 17, stk. 1, hvis spillere vurderes at udgøre en forhøjet risiko for at spiludbyderen misbruges til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Risikovurdering af spilleren skal spiludbyderne udarbejde med afsæt i bilag 3 til hvidvaskloven (højrisiko faktorer), hvor blandt andet FATF’s landeliste er oplistet.
Det er ikke et krav, at spiludbydere automatisk gennemfører skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis et land er oplistet på FATF’s liste. Skærpede kundekendskabsprocedurer er alene et krav ved spillere fra lande oplistet på EU’s forordning over højrisiko tredjelande efter hvidvasklovens § 17, stk. 2.