Danskerne oddser på fodbold i weekenden og bruger spilleautomater på lønningsdagene
Tal fra Spillemyndigheden viser, at 40 pct. af alle væddemål hos spiludbydere med tilladelse i Danmark, bliver indgået i weekenderne. Til gengæld er der mest aktivitet på spilleautomaterne på lønningsdage.
Mønstrene i danskernes forbrug af væddemål og spilleautomater har været tydelige de seneste år. Det viser en ny publikation fra Spillemyndigheden.
40 pct. af alle væddemål bliver indgået lørdag eller søndag. Det skyldes, at der netop på disse dage bliver spillet mest fodbold i de europæiske ligaer. Mange danskere har en forkærlighed for at forsøge at gætte udfaldet af fodboldkampe, og derfor indgås mange væddemål naturligt på disse dage.
Kigger man på de 25.000 spilleautomater, der står i spillehaller og restaurationer i hele landet, ses der også et tydeligt mønster. Her topper spillet den sidste hverdag i hver måned, som typisk er der, der går løn ind på danskernes bankkonti.
”Markedsanalyser som denne er et af Spillemyndighedens vigtigste redskaber til at sikre et fair og velreguleret spilmarked for danskere. Når vi følger med i udviklingen i spilforbrug og spilmønstre, kan vi være endnu mere effektive i vores tilsyn med de spiludbydere, der har en dansk tilladelse”, siger direktør i Spillemyndigheden, Anders Dorph.
Læs hele publikationen:
Der er tydelige tendenser i danskernes spil om penge. Data fra Spillemyndigheden viser, at 40 pct. af alle væddemål bliver indgået i weekenden. Samtidig smider danskerne flest penge i spilleautomaterne på lønningsdage.
Spillemyndigheden har desuden netop udgivet ”Spilmarkedet i tal 2020”, der er et samlet overblik over det danske spilmarked sidste år, på tværs af spilområder.