Hvornår kræves der en tilladelse?
Det kræver tilladelse fra Spillemyndigheden at udbyde et spil, hvis spillet opfylder følgende tre betingelser:
- Deltagerne skal betale et indskud (penge eller andet der har økonomisk værdi)
- Deltager gennem indskuddet kan opnå en gevinstchance (alle slags gevinster af økonomisk værdi)
- Spillet har et element af tilfældighed
Hvis en af de tre betingelser ikke er opfyldt, kan spillet udbydes uden tilladelse.
Eksempler på spil, der kan udbydes uden tilladelse
- Spil uden indsats med mulighed for at vinde en gevinst
- Spil med indsats uden mulighed for at vinde en gevinst
- Spil med indskud og gevinst, hvor der ikke er noget element af tilfældighed fx skak, quiz, bridge med duplikerede kort, sportskonkurrencer, computerspil mv.
Undtagelser fra kravet om tilladelse
Selvom alle tre betingelser er opfyldt, kan visse spil dog stadig udbydes uden tilladelse fra Spillemyndigheden. Kravet om en tilladelse gælder ikke for:
- Landbaseret turneringsbackgammon
- Gevinstopsparinger
- Præmieobligationer
- Væddemål om den fremtidige værdi af finansielle aktiver
- Spil under private former for mindre beløb
Årsagen til at der ikke er krav om tilladelse ved disse spiltyper er, at spillene er direkte undtaget i loven.
Hvis væddemål om den fremtidige værdi af finansielle aktiver ikke er omfattet af den finansielle lovgivning, skal du være opmærksom på, at de kan være omfattet af spilleloven.