Gå til indhold

Bøde til 888 Denmark Limited for overtrædelse af spilleloven

888 Denmark Limited har vedtaget en bøde på 400.000 kr. for ikke at efterkomme Spillemyndighedens påbud.

Overtrædelsen bestod i, at 888 Denmark Limited ikke efterkom tre påbud udstedt af Spillemyndigheden den 29. april 2025. Påbuddene medførte en handlepligt for 888 Denmark Limited om senest den 27. maj 2025 at efterleve informationspligten ved på deres hjemmesider, at: 

  • omformulere de lovpligtige informationer vedrørende ansvarligt spil, idet informationerne var formuleret i formelt og distanceret sprog og derved var svære for spilleren at forstå og anvende (påbud a),
  • tilrette henvisning til StopSpillet, idet der blev henvist via linket ”Ludomanilinjen”, og det derved ikke fremgik tydeligt, at der blev henvist til Spillemyndighedens hjælpelinje (påbud b), og
  • tilrette størrelsen på Spillemyndighedens tilladelsesmærke, idet mærket ikke fremstod let synligt for spilleren (påbud c).

Manglende efterkommelse af Spillemyndighedens påbud er en overtrædelse af spillelovens § 59, stk. 5, nr. 9, jf. § 61, jf. § 49a. Den 1. juni 2026 har 888 Denmark Limited vedtaget en bøde for overtrædelsen.