Særligt bidrag til hestevæddeløbsporten

Nyhed

Den 1. januar 2018 blev væddemål på hestevæddeløb liberaliseret. 

I den forbindelse blev der indført et særligt bidrag på 8 procent af indsatsen i væddemål på danske hestevæddeløb. Det er Spillemyndigheden, der administrerer ordningen med det særlige bidrag.

I modsætning til øvrige spilafgifter, hvor der betales afgift af bruttospilindtægten, skal der betales særligt bidrag af spillerens indsats i væddemål på danske hestevæddeløb. Uanset om væddemålet lukkes før tid (cash out) eller ej, skal der betales særligt bidrag.

Nederst kan du se eksempler på, hvordan det særlige bidrag beregnes.

Anmeldelsespligt
De udbydere, der udbyder væddemål på danske hestevæddeløb, skal anmelde dette til Spillemyndigheden, inden udbud af væddemålene påbegyndes.

Anmeldelse sker ved at skrive til Spillemyndigheden på mail, mail@spillemyndigheden.dk. Når anmeldelsen er modtaget, fremsender Spillemyndigheden en kvittering for modtagelsen.

Angivelse og betaling af det særlige bidrag
Det særlige bidrag skal angives og betales kvartalsvis.

Senest den 15. i den efterfølgende måned efter udløb af hvert kvartal, skal det særlige bidrag være angivet og indbetalt til Spillemyndigheden. Det vil sige, at det særlige bidrag for 1. kvartal skal være angivet og indbetalt senest den 15. april, 15. juli, 15. oktober og 15. januar.

Angivelse sker pr.  e-mail til Spillemyndigheden på mail@spillemyndigheden.dk.

Mailen skal indeholde oplysning om udbyders navn, den samlede indsats i væddemål på danske hestevæddeløb og det beregnede særlige bidrag.

Det opgjorte særlige bidrag indbetales til Spillemyndigheden på reg. 0216 kontonummer 4069056741. Indbetalingen skal være mærket med 1110037400 og navnet på den udbyder som betalingen vedrører.

Har du spørgsmål kan du kontakte din sædvanlige kontaktperson i Spillemyndigheden eller skrive til mail@spillemyndigheden.dk

Herunder er opstillet en række eksempler på, hvordan det særlige bidrag beregnes

Eksempel 1

En spiller satser 200 kr. på Hest 1, som skal deltage i et løb på Fyens Væddeløbsbane;

Der skal betales 8 % af 200 kr., altså 16 kr. uanset om spilleren vinder eller ej, uanset Hest 1’s nationalitet og placering af dens stald og uanset om spilleren lukker væddemålet (cash-out) før Hest 1 har løbet eller ej. Dog betales intet særligt bidrag, hvis løbet ikke foregår i Danmark.

Det er også sådan, at hvis et dansk hestevæddeløb indgår i et kombinationsvæddemål med øvrige væddemål, skal der betales særligt bidrag af hele spillerens indsats.

 

Eksempel 2

En spiller satser 200 kr. på Hest 1, som skal deltage i et løb på Fyens Væddeløbsbane kombineret med at OB vinder over Real Madrid;

Der skal betales 8 % af 200 kr., altså 16 kr. uanset om hestevæddeløbet eller fodboldkampen foregår først.

Væddemål der kombinerer flere danske heste, er kun bidragspligtige én gang.

 

Eksempel 3

En spiller satser 200 kr. på hesten Hest 1 kombineret med at en anden hest Hest 2 vinder et andet løb på Fyens Væddeløbsbane.

Der skal betales 8 % af 200 kr., altså 16 kr. – betalingen bliver altså ikke forøget af at der er flere danske heste med i væddemålet.

Hvis der spilles ”pakkede væddemål” som fx alle tripler af 5 begivenheder, betales kun særligt bidrag for de kombinationer der indeholder væddemål, hvori der indgår hestevæddeløb på danske baner. 

 

Eksempel 4

Hest 1, Hest 2, OB vinder over Real Madrid og Danmark vinder VM i fodbold spilles som alle doubler af 4 – begivenheder – for samlet 120 kr. (6 væddemål af 20 kr.).

Der skal betales 8 % af 100 kr. idet OB/Danmark er bidragsfrit (og hestekombinationen kun er bidragspligtig én gang – se eksempel 3.

I tilfælde af væddemålsbørs (Bet Exchange) betales særligt bidrag af begge sider af væddemålet.

 

Eksempel 5

På en væddemålsbørs (Bet Exchange) spilles 200 kr. på Hest 1 til odds 3.

Der skal betales 8 % af 800 kr., altså 64 kr. hvad enten Hest 1 vinder eller ej (idet den anden part i væddemålet skal betale 600 kr., hvis Hest 1 vinder).