Programversionsopdateringer
Her finder du de informationer, som Spillemyndigheden har udsendt om opdateringer af programversioner mv.
Information om programversionsopdateringer - den 7. februar 2011
Spillemyndigheden informerer om programversionsopdateringer - den 7. februar 2011
Spillemyndigheden har fra Compu-Game A/S fået oplyst, at der er konstateret en alvorlig fejl i nogle ældre programversioner til en række spilleautomatmodeller, som firmaet har produceret.
Fejlen kan i særlige tilfælde påvirke bl.a. tællerværket på spilleautomaten.
Force Technology har oplyst, at fejlen medfører, at spilleautomaterne ikke længere kan godkendes.
Spilleautomaterne kan derfor ikke længere lovligt opstilles. Spillemyndigheden har givet tilladelsesindehavere en frist frem til 28. februar 2011 til at skifte programversioner eller nedtage automaterne. Fejlen berører ca. 850 automater.
Følgende spilleautomater har ulovlige programversioner:
*) Compu-Game A/S har oplyst, at der ikke er lavet software nyere end den nævnte for spilleautomaterne Eventyrfeen, Carneval, Joker Poker Pro, Lucky Gambler, Monte Carlo og Varité Casino. Det vil sige, at disse spilleautomater ikke kan få programmet opdateret, og derfor bør fjernes fra spillestederne.
Efter den 28. februar 2011 vil det være ulovligt at have spilleautomater med de omtalte programversioner opstillet. Spillemyndigheden har via brev informeret de tilladelsesindehavere, der ifølge vores oplysninger er berørt af fejlen.
Information om udskiftning af programmerne i Orient Expressen - 27. februar 2014
Spillemyndigheden har fra CompuGame-DAE A/S fået oplyst, at der er konstateret en uhensigtsmæssighed i programmerne til Orient Expressen.
Det er derfor nødvendigt for tilladelsesindehaverne at få udskiftet programmerne på disse spilleautomater hurtigst muligt.
Reglerne for brudte plomber er følgende
Efter bekendtgørelse om gevinstgivende spilleautomater § 15 må en spilleautomat, et topspil eller en teknisk installation, hvor plomberingen er brudt, ikke benyttes før, der er foretaget et nyt syn.
Spillemyndighedens reaktion på brudte plomber uden genplombering
Konstaterer Spillemyndigheden uplomberede enheder eller brudte plomber, vil Spillemyndigheden tage stilling til overtrædelsen og bede tilladelsesindehaveren bringe forholdet i orden.
Spillemyndigheden vil vise forståelse
Det er imidlertid besluttet, at Spillemyndigheden i perioden 27. februar 2014 til 26. april 2014 (og kun i denne periode) vil udvise forståelse for de tilfælde, hvor der under kontrolbesøg konstateres, at den oprindelige plombering i Orient Expressen er blevet brudt med det formål at indsætte et nyt versionsopdateret program i spilleautomaten.
Følgende betingelser skal imidlertid være opfyldt:
Tilladelsesindehaveren skal kunne dokumentere, at der, senest når plomben bliver brudt, er rekvireret genplombering af spilleautomaterne hos en af de akkrediterede af testvirksomhederne.
Der skal i hver enkelt spilleautomat ligge en rapport med følgende oplysninger udfyldt:
- Automatens navn
- Automatens ID-nummer
- Tællerstand ved brud af plombe med anførsel af KR-ind og KR-ud
- Årsag til brud af plomben, dato og tidspunkt for brud af plombe samt underskrift af den, der bryder plomben
- Dato for rekvisition af genplombering.
Efter den 26. april 2014 vil retningslinjerne som beskrevet i afsnittet om ”Spillemyndighedens reaktion på brudte plomber uden genplombering” igen blive anvendt af Spillemyndigheden.
Hvis I har spørgsmål
Hvis I har spørgsmål, er I velkomne til at ringe til Spillemyndigheden på telefon 72 38 79 13 eller sende en mail via Spillemyndighedens kontaktformular.
Manipulation af CompuGames toptavler
Spillemyndigheden har erfaret, at der kan manipuleres gevinster fra CompuGames toptavler til spilleautomaterne.
CompuGame –DAE A/S anbefaler, at toptavlerne afkobles indtil der er fundet løsning.
Når der er fundet en løsning, vil vi sende en ny meddelelse.
Vi skal gøre opmærksom på, at manipulation af spilleautomater, hvor afgiftsgrundlaget på ulovlig vis bliver nedbragt, er i strid med reglerne i spilleafgiftsloven og/eller straffeloven.
Opdatering - 1. maj 2014
Den 27. februar 2014 orienterede Spillemyndigheden om udskiftning af programmerne i Orient Expressen som følge af en uhensigtsmæssighed i programmerne til Orient Expressen.
Det har nu vist sig, at fejlen i programmet er så alvorlig, at tællerværket på spilleautomaterne kan påvirkes.
Testvirksomheden Force Technology har oplyst, at fejlen medfører, at Orient Expressen med programversioner, der er ældre end version 4.0 ikke længere kan godkendes.
Orient Expressen med ulovlige programversioner må ikke være opstillet
Spilleautomater med programversioner ældre end version 4.0 kan derfor ikke længere være lovligt opstillet.
Alle spilleautomater af typen Orient Expressen, som fortsat ønskes opstillet, skal derfor have skiftet ulovlige programversioner til en lovlig programversion, det vil sige mindst version 4.0.
Reglerne for brudte plomber er følgende
Efter bekendtgørelse om gevinstgivende spilleautomater § 15 må en spilleautomat, et topspil eller en teknisk installation, hvor plomberingen er brudt, ikke benyttes før, der er foretaget et nyt syn.
Spillemyndighedens reaktion på brudte plomber uden genplombering
Konstaterer Spillemyndigheden uplomberede enheder eller brudte plomber vil Spillemyndigheden tage stilling til overtrædelsen og bede tilladelsesindehaveren bringe forholdet i orden.
Spillemyndigheden vil vise forståelse
Det er imidlertid besluttet, at Spillemyndigheden i perioden 1. maj 2014 til 15. maj 2014 (og kun i denne periode) vil udvise forståelse for de tilfælde, hvor der under kontrolbesøg konstateres, at den oprindelige plombering i Orient Expressen er blevet brudt med det formål at indsætte et nyt versionsopdateret program i spilleautomaten.
Følgende betingelser skal imidlertid være opfyldt:
Tilladelsesindehaveren skal kunne dokumentere, at der senest når plomben bliver brudt, er rekvireret genplombering af spilleautomaterne hos en af de akkrediterede testvirksomheder.
Der skal i hver enkelt spilleautomat ligge en rapport med følgende oplysninger udfyldt:
- Automatens navn,
- Automatens ID-nummer,
- Tællerstand ved brud af plombe med anførsel af KR-ind og KR-ud,
- Årsag til brud af plomben, dato og tidspunkt for brud af plombe samt underskrift af den, der bryder plomben.
- Dato for rekvisition af genplombering.
Spillemyndigheden giver tilladelsesindehavere en frist til den 15. maj 2014 til at skifte programversion på Orient Expressen til en lovlig version eller slukke for spilleautomaten.
Efter den 15. maj 2014 vil retningslinjerne som beskrevet i afsnittet om ”Spillemyndighedens reaktion på brudte plomber uden genplombering” igen blive anvendt af Spillemyndigheden.