Spillemyndigheden blokerer 49 ulovlige hjemmesider
Spillemyndigheden har fået medhold i byretten til at få blokeret 49 hjemmesider, der udbyder ulovligt spil i Danmark. Det er niende gang, at Spillemyndigheden går i retten for at få blokeret ulovlige hjemmesider.
Københavns Byret gav den 14. juli 2023 Spillemyndigheden medhold i alle 49 sager, som var anmeldt. Spillemyndigheden har fået blokeret ulovlige hjemmesider, der udbyder spil som fx væddemål og onlinekasino til danskere uden tilladelse siden 2012, hvor spilmarkedet i Danmark blev delvist liberaliseret. I alt er 276 ulovlige sider blevet blokeret siden 2012.
“Det er en meget vigtig opgave for Spillemyndigheden at sikre, at danskerne ikke eksponeres for spil, der udbydes ulovligt i Danmark og som ikke overholder de krav til blandt andet forbrugerbeskyttelse, der stilles i spillelovgivningen. Samtidig skal vi sikre, at de spiludbydere, der har en tilladelse til at udbyde spil i Danmark, kan operere på det danske marked uden urimelig konkurrence fra udbydere, der ikke skal leve op til danske krav” siger direktør i Spillemyndigheden, Anders Dorph.
Som noget nyt lægger Spillemyndigheden op til at få blokeret ulovlige hjemmesider to gange om året. Tidligere er blokeringerne sket årligt.
“Vi forsøger hele tiden at optimere vores indsats mod ulovligt spil, og et af vores nyeste tiltag er blandt andet at få blokeret ulovlige hjemmesider oftere end tidligere. Det betyder, at de ulovlige sider er aktive i Danmark i en kortere periode, da tiden fra vi identificerer dem til de bliver blokeret forkortes” forklarer Anders Dorph.
Spillemyndigheden overvåger hele tiden spilmarkedet for at opdage ulovligt spil. Helt konkret benytter Spillemyndigheden sig af automatiserede søgninger, men følger også op på anmeldelser fra borgere og virksomheder.
Hvis Spillemyndigheden opdager sider, der udbyder ulovligt spil, gør Spillemyndigheden dem opmærksomme på overtrædelsen og beder dem stoppe det ulovlige udbud. Stopper det ulovlige udbud ikke, anmoder Spillemyndigheden byretten om at få de ulovlige sider blokeret. Rent praktisk er det de danske internetudbydere, der skal implementere blokeringen af de ulovlige spilsider.
De blokerede hjemmesider udbyder hovedsageligt traditionelle kasinospil som roulette, spilleautomater og poker samt væddemål. 13 af hjemmesiderne er såkaldte skinbetting-hjemmesider. Skinbetting dækker over væddemål, kasinospil og lotterier, hvor indskuddet og/eller gevinsten er et skin, som er en virtuel genstand i computerspil.
Hvornår er spil ulovligt i Danmark?
Det er ulovligt at udbyde spil i Danmark uden en tilladelse fra Spillemyndigheden. Det samme gælder, hvis en udenlandsk udbyder retter sig mod det danske marked.
Et spil anses for at være rettet mod Danmark, hvis én eller flere af følgende elementer er til stede:
- Dansk sprog
- Dansk valuta
- Betalingskort som kun virker i Danmark
- Dansk kundeservice
- Opkobling via Steam (Digital distributionsplatform for flere computerspil)
- Spiludbuddet har en sammensætning der gør, at det retter sig mod danske spillere. Fx ved at tilbyde væddemål på sportsbegivenheder i lavere rækker
Det er også i strid med spilleloven at formidle til eller reklamere for spiludbydere uden tilladelse
Alle spiludbydere med en dansk tilladelse skal have Spillemyndighedens tilladelsesmærke placeret synligt på deres hjemmeside og al markedsføringsmateriale. På den måde kan man som spiller nemt kontrollere, at en side har tilladelse til at udbyde spil i Danmark.
Se listen over de blokerede hjemmesider nedenfor.