Præcisering af information nr. 2
Denne information af 8. december 2011 indeholder en orientering om verificering af spilleridentitet.
Spillemyndigheden informerede i går om, at tidspunktet for ikrafttræden af bekendtgørelserne blev udsat.
Af meddelelsen fremgik: I den mellemliggende periode vil udbuddet af væddemål, både online og landbaseret, samt udbud af onlinekasino blive reguleret med supplerende vilkår fastsat i tilladelserne.
Vi forventer i morgen at offentliggøre vilkårene.
Vi har modtaget en del henvendelser vedrørende sætningen: Tilladelsesindehavere skal være opmærksomme på, at de registrerede spilleres identitetsoplysninger stadig skal valideres, og at der i perioden frem til og med 29. februar 2012 skal anvendes et alternativ til NemID, fx dokumentation ved pas og kørekort mv.
Vi vil i vilkårene stille krav om, at tilladelsesindehaver skal indhente oplysninger om kundens identitet, herunder navn, adresse og CPR-nr. De indhentede oplysninger skal bekræftes ved en uafhængig og pålidelige kilde.
Oplysninger skal yderligere bekræftes ved supplerende dokumentation. NemID kan anvendes hertil. Da dette, for visse virksomheder ikke er en mulighed, skal der foreligge en anden form for supplerende dokumentation. I vejledningen om væddemål og onlinekasino fra side 29 under punktet: Dokumentation for kundens identitet kan der findes eksempler på, hvad yderligere oplysninger til sikring af kundens identitet kan være.
Udover vejledningens tekst skal vi supplere med, at alle de nævnte oplysninger ikke nødvendigvis behøver at blive afgivet og verificeret efter d. 1. januar 2012. I tilfælde, hvor spilleren allerede har afgivet oplysninger til jer, kan disse anvendes. Allerede eksisterende supplerende dokumentation i form af kopi af pas, bankoplysninger mv. kan også anvendes, så længe oplysningerne kan vurderes som værende aktuelle. Det er derfor muligt allerede nu at migrere spillere.