Programopdatering af compugames spilleautomater er klar
Spillemyndigheden har den 4. juli 2014 sendt en nyhed om manipulation af Compugames toptavler. Compugame har meddelt os, at en programopdatering til spilleautomater og toptavler er klar.
Vi anbefaler, at tilladelsesindehavere opdaterer deres spilleautomater og toptavler eller på anden måde sikrer, at der ikke kan ske manipulation af spilleautomaterne.
Automater uden gyldig synserklæring
Når vi laver tilsyn med 5-års syn af spilleautomater og toptavler, vil vi til og med den 31. januar 2015 acceptere, hvis en automat ikke har en gyldig synserklæring. Det gælder i de tilfælde, hvor tilladelsesindehaver venter med at syne for at sikre spilleautomaten mod manipulation ved at opdatere den.
For at vi kan acceptere, at en automat ikke har en gyldig synserklæring, skal hvert spilsted opbevare en oversigt over de spilleautomater, hvor synserklæringen ikke er gyldig. Oversigten skal være let tilgængelig, når vi kommer på besøg.
Oversigten skal indeholde informationer om:
- Automatens navn
- Automatens ID-nummer
- Måned og år for automatens sidste syn
Akkrediterede testvirksomheder synsgodkender ikke spilleautomater, der kan blive manipuleret. Før automaten kan blive synsgodkendt, skal en spilleautomat fra CompuGame enten være programopdateret eller på anden måde være sikret mod manipulation.
Hvis spilleautomaten ikke er tilsluttet en toptavle, kan I fx sikre spilleautomaten mod manipulation ved, at indgangen til toptavletilslutningen bliver plomberet af en akkrediteret testvirksomhed.
Fremover vil akkrediterede testvirksomheder ikke synsgodkende spilleautomater, der kan blive manipuleret.