Spiludbyderes salgsfremmende foranstaltninger
Spillemyndighedens hidtidige vejledning om salgsfremmende foranstaltninger sætter visse begrænsninger for spiludbydernes brug af salgsfremmende foranstaltninger i forbindelse med udbud af spil i Danmark.
Udbydere af væddemål eller onlinekasino kan efter vejledningen ikke gennemføre salgsfremmende foranstaltninger i form af spil, der ikke er omfattet af deres tilladelse. En udbyder af onlinekasino kan således efter vejledningen ikke gennemføre en salgsfremmende foranstaltning, der er et lotteri.
I forbindelse med udarbejdelse af vejledningen blev det overvejet i hvilket omfang direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EU) finder anvendelse på hasardspil. På daværende tidspunkt blev det vurderet, at hasardspil ikke var omfattet af direktivet om urimelig handelspraksis.
Spillemyndigheden har løbende haft en række sager vedrørende spiludbyderes gennemførelse af salgsfremmende foranstaltninger, særligt købsbetingede konkurrencer, der var i strid med Spillemyndighedens vejledning om salgsfremmende foranstaltninger. Disse sager har givet Spillemyndigheden lejlighed til på ny at vurdere, om direktivet om urimelig handelspraksis finder anvendelse på hasardspil.
Det er herefter Spillemyndighedens vurdering, at hasardspil ikke er undtaget fra direktivet om urimelig handelspraksis.
Dette betyder, at der ikke kan indføres generelle forbud mod salgsfremmende foranstaltninger, der ikke fremgår af direktivets bilag 1, den såkaldte sortliste. Spillemyndighedens vejledning om salgsfremmende foranstaltninger er derfor fjernet per dags dato, den 18. maj 2015, og den finder ikke længere anvendelse på spiludbyderes salgsfremmende foranstaltninger.
Spiludbydere kan fremadrettet gennemføre salgsfremmende foranstaltninger i form af spil, der ikke er omfattet af den pågældende spiludbyders tilladelse med visse begrænsninger:
- Der skal være tale om en salgsfremmende foranstaltning og ikke en integreret del af spiludbyderens udbud af spil.
- Ved gennemførelse af købsbetingede konkurrencer må købsbetingelsen ikke kunne sidestilles med et indskud.
Spillemyndigheden vil i den nærmeste fremtid komme med yderligere vejledning om forståelsen af salgsfremmende foranstaltninger på spilområdet, herunder en nærmere præcisering af, hvornår der er tale om et indskud i forbindelse med en købsbetinget konkurrence, og hvornår noget må anses for en integreret del af spiludbyderens udbud af spil.