Spillemyndigheder fra hele verden mødes i København
Pressemeddelelse
”Let us make great regulation – together”. Dette er overskriften for en international konference med over 200 deltagere, som foregår i København fra den 17. til den 20. september.
Organisationen IAGR (International Association of Gambling Regulators), der er en nonprofit organisation for spillemyndigheder, har valgt Danmark som værtsland for deres årlige konference.
-Det er ”once in a lifetime”, at en så betydningsfuld konference for regulatorer (spillemyndigheder) kommer til Danmark, udtaler Birgitte Sand, der er direktør for Spillemyndigheden og samtidig medlem af IAGR’s bestyrelse. – Det er et af årets højdepunkter for spillemyndigheder over hele verden, når vi har vores årlige konference, og vi er meget stolte af, at den i år foregår i Danmark. Når spillemyndigheder fra så mange forskellige lande og kulturer mødes, opstår der en helt særlig stemning! Vi er forskellige, men når alt kommer til alt, er vi alle sat i verden med et fælles mål – at sørge for gode rammer for spil i vores respektive lande, og det kommer tydeligt til udtryk i det fælles engagement og den gode stemning blandt de over 200 deltagere.
Deltagere fra Australien til Zimbabwe
Det tæt pakkede konferenceprogram har over 40 talere og paneldeltagere fra hele verden, og der er både myndigheder, forskere, rådgivere og repræsentanter fra spilbranchen blandt oplægsholderne. Konferencens overordnede tema ”Let us make great regulation – together” er paraplyen over de mange oplæg, som omhandler alt lige fra international statistik på spilområdet, nye spiltyper, markedsføring og bonusser, ansvarligt spil og sanktioner mod ulovligt spil.
-Vi kommer fra hele verden – lige fra Australien til Zimbabwe - og har naturligvis forskelligheder i vores lovgivning og myndighedsudøvelse, men det meget værdifuldt at udveksle erfaringer og konferencen skaber en fornem platform for udveksling af erfaringer og viden, ligesom der udbygges mange værdifulde netværk, siger Birgitte Sand, der selv er moderator og oplægsholder på konferencen.
Konferencen foregår på Hotel Scandic Copenhagen fra mandag den 17. september kl. 12.30 til torsdag den 20. september kl. 16.00
Se programmet på IAGR’s hjemmeside (link is external).
Spillemyndigheden er en statslig styrelse under Skatteministeriet. Læs mere på www.spillemyndigheden.dk
Flere informationer
Direktør i Spillemyndigheden Birgitte Sand, 25 44 05 03
For pressedeltagelse kontakt kommunikationsansvarlig Katja Arabelle Antabi, 72 37 93 85