Landbaseret bingo: Spillemyndigheden åbner for ansøgninger

21, nov 2024

I dag den 21. november 2024 er regler om landbaseret bingo trådt i kraft. Det betyder, at det fra i dag er muligt at søge om en tilladelse til at udbyde landbaseret bingo.

Tilladelsen kan tidligst være gældende fra 1. januar 2025. Vi har samlet al information om landbaseret bingo på siden Landbaseret bingo. Det er også her, I finder al ansøgningsmateriale og en vejledning til, hvordan I udfylder materialet.

Ansøg nu, hvis tilladelsen skal gælde fra 1. januar 2025

Hvis I sender jeres ansøgning senest den 10. december 2024, vil I være garanteret at få en tilladelse gældende fra 1. januar 2025 under forudsætning af, at jeres ansøgning er udfyldt korrekt, og at I har indsendt alle relevante bilag til ansøgningen. Hvis Spillemyndigheden har brug for yderligere oplysninger fra jer for at kunne udstede en tilladelse, kan der i særlige tilfælde udstedes en tilladelse med særlige vilkår. I vil da få en frist for at opfylde det eller de særlige vilkår.

Informationsmøde om de nye regler

Spillemyndigheden inviterer til et informationsmøde om de nye regler for udbud af landbaseret bingo torsdag den 5. december kl. 12.30-13.30 på Englandsgade 25, 5000 Odense C. Alle interesserede er velkomne til at deltage. I kan tilmelde jer ved at sende en mail til Simone Wellendorph Lehmann på swl@spillemyndigheden.dk, senest den 29. november 2024 kl. 12.00. Husk at skrive “Informationsmøde om landbaseret bingo” i emnefeltet.