Spillemyndigheden har fået blokeret 79 ulovlige spilsider
Retten på Frederiksberg gav den 22. august 2024 Spillemyndigheden medhold til at få blokeret 79 hjemmesider, der udbød ulovligt spil til danskerne.
Blandt de blokerede hjemmesider er sider, der særligt henvender sig til børn og unge.
Spillemyndigheden får hvert år blokeret hjemmesider, der udbyder spil til danskerne uden at have tilladelse til det. Blokeringerne er en vigtig del af Spillemyndighedens arbejde for at beskytte spillerne og samtidig sikre et fair og lovligt spilmarked i Danmark.
I 2024 har Spillemyndigheden fået lukket for adgangen til i alt 162 ulovlige hjemmesider, der udbyder spil til danskere. Det er det hidtil største antal blokeringer på et år. Siden 2012 er i alt 438 hjemmesider blevet blokeret, så de ikke kan tilgås via en dansk teleudbyder.
Beslutningen om at blokere hjemmesider træffes af domstolene, og Spillemyndigheden har været i retten to gange i år for at få blokeret ulovlige spilsider. I februar blev 83 sider blokeret.
Ulovlige hjemmesider DNS-blokeres
Spillemyndighedens mulighed for at lukke for adgang til de ulovlige hjemmesider sker med en såkaldt DNS-blokering. Det betyder, at forbindelsen mellem spilleren og spiludbyderens hjemmeside ved den teleudbyder, som spilleren benytter, er blokeret. Forsøger man at tilgå en blokeret hjemmeside, bliver man mødt af en side med information om, at siden er ulovlig og blokeret af Spillemyndigheden.
- Vi ved, at nogle spillere vil forsøge at omgå DNS-blokeringerne, siger direktør i Spillemyndigheden, Anders Dorph.
– Derfor er det meget vigtigt for os, at den information man møder, er tydelig og gør spillerne bevidste om, at de forsøger at komme ind på en side uden tilladelse. Disse sider har langt fra samme grad af forbrugerbeskyttelse, og det kan være meget risikabelt for en spiller at spille på dem.
Hjemmesider uden tilladelse fra Spillemyndigheden opfylder ikke nødvendigvis samme krav som sider med tilladelse, og derfor får spillerne ikke den samme forbrugerbeskyttelse og sikkerhed på de ulovlige hjemmesider.
Det er fx umuligt at spille på en hjemmeside med tilladelse, hvis man er under 18 år, eller hvis man er registreret i ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).
Nye typer ulovlige hjemmesider
De blokerede hjemmesider tilbyder forskellige typer pengespil som fx onlinekasino, online væddemål og skinbetting.
Ved den seneste blokering indeholdt tre af de 79 hjemmesider en ny type skinbetting. Her kan spillerne blandt andet spille for og vinde ”Robux”, der er den virtuelle valuta i computerspillet Roblox.
- Vi er særligt opmærksomme på denne nye type sider, siger Anders Dorph.
- Roblox er et spil, der i høj grad er populært blandt børn og unge under 18 år. Vores børn skal ikke stifte bekendtskab med gambling, når de gamer, så jeg er meget tilfreds med, at vi har fået blokeret adgangen til disse sider.
Flere teleudbydere har blokeret
Når Spillemyndigheden vurderer, at en hjemmeside udbyder spil ulovligt uden tilladelse, beder Spillemyndigheden spiludbyderen om at stoppe det ulovlige udbud. Hvis ikke de stopper udbuddet, bliver teleudbyderne bedt om at blokere for deres kunders adgang til hjemmesiderne. Sker det ikke, går Spillemyndigheden videre med sagen og beder byretten pålægge de danske teleudbydere at blokere hjemmesiderne.
Tidligere har alene teleudbydere med medlemskab af Teleindustrien været involveret i Spillemyndighedens blokeringsprocesser.
I denne blokeringsrunde har tre teleudbydere, der ikke er medlemmer af Teleindustrien, dog også blokeret for adgangen til de ulovlige hjemmesider.
Alle tre teleudbydere har blokeret for adgang til hjemmesider med ulovligt spiludbud, der indgik både i denne blokeringsproces samt hjemmesider omfattet af tidligere kendelser.
- Vi er meget glade for at yderligere tre teleudbydere har lukket for adgangen, siger Anders Dorph. - Det sikrer, at endnu flere spillere bliver beskyttet fra at kunne tilgå de ulovlige sider.
Kig efter mærket
Vil man være sikker på, at man spiller på en hjemmeside med tilladelse, kan man kigge efter Spillemyndighedens runde tilladelsesmærke. Det er lovpligtigt at bruge mærkningsordningen, når man har en tilladelse til at udbyde spil i Danmark.
FAKTA:
Hvornår er et spil ulovligt i Danmark?
Det er ulovligt at udbyde spil i Danmark eller rette sig mod det danske marked uden en tilladelse fra Spillemyndigheden.
Et spil anses for at være rettet mod Danmark, hvis ét eller flere af følgende elementer er til stede:
- Dansk sprog
- Dansk valuta
- Betalingskort, som kun virker i Danmark
- Dansk kundeservice
- Opkobling via Steam (digital distributionsplatform for computerspil)
- Spiludbuddets sammensætning gør, at det retter sig mod danske spillere fx ved at tilbyde væddemål på sportsbegivenheder i lavere nationale rækker
Se listen over de blokerede sider nedenfor
Flere oplysninger: Presseansvarlig Katja Arabelle Antabi, ka@spillemyndigheden.dk, 72 37 93 85
En liste over 79 ulovlige hjemmesider, der er blokerede af Spillemyndigheden den 22. august 2024